Julekalender

TV2s julekalender er lige på trapperne

‘Tinkas juleeventyr’ hedder årets julekalender på TV2, og der er ikke mere end 51 dage til, at vi kan se det første afsnit, men du behøver ikke at vente på lågejulekalenderen.TV2 kalder ‘Tinkas juleeventyr’ for et ægte juleventyr, og hvis julekalenderen kan leve op til det prædikat, så kan jeg slet ikke vente med til d. 1. december, men lad os nu se. Jeg havde også meget store forventninger til DR1’s julekalender, ‘Den Anden Verden’, sidste år, men den skuffede fælt. Jeg har dog en lidt bedre fornemmelse omkring ‘Tinkas juleeventyr’, og det er blandt andet fordi, at TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, udtaler:

“December og familiejulekalender på TV 2 hører sammen og er en skøn tradition, som vi værner om. Det er et meget rutineret og kompetent hold både foran og bag kameraet på dette års julekalender, så vi har store forventninger til, at vi får en både eventyrlig og stemningsfuld julekalender, som familierne kan samles om på TV 2 i december”
(http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/tv-2-er-klar-med-et-aegte-juleeventyr/)

Lågejulekalenderen kan allerede købes fra d. 16. oktober, og det vil altså sige, at du kan indlede efterårsferien med at købe lågejulekalenderen til ‘Tinkas Juleeventyr’. Som en lille bonus kan man også downloade en app. Denne app giver dig muligheden for at lave en julemusikvideo, hvor du synger sammen med nogle af skuespillerne fra ‘Tinkas juleeventyr’. Appen vil også stille dig en daglig udfordring. Hvis disse udfordringer løses, får man mulighed for at se ekstra klip. Appen vil også være tilgængelig fra d. 16. oktober.

TV2 har på nuværende tidspunkt givet os dette lille handlingsreferat:

“I den nye familiejulekalender møder vi nissepigen Tinka. Sammen med de andre ung-nisser skal hun 1. december op til nissekongen og have overrakt nisseamuletten, som markerer, at hun nu er en rigtig nisse. Men noget går galt! Tinkas amulet skifter ikke farve, og hun indser, at hun ikke er som de andre nisser. I håbet om at blive som de andre nisser begiver Tinka sig ud på et sandt juleeventyr. I menneskeverdenen møder hun ballademageren Lasse, og sammen kaster de sig ud i jagten på at løse gåden om nissernes tabte magi og finde svaret på, hvorfor mennesker og nisser ikke har set hinanden de sidste 100 år.”
(http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/tv-2-er-klar-med-et-aegte-juleeventyr/)

Julekalenderen er spækket med dejlige danske skuespillere, og mange af den har før medvirket i andre julekalendere. Ellen Hillingsø (‘Absalons Hemmelighed’, ‘Pagten’, ‘Gufol Mysteriet’), Troels Lyby (‘Jul I Valhal’, ‘Julestjerner’), Birthe Neumann (‘Julestjerner’, ‘Alletiders Jul’, ‘Alletiders Nisse’, ‘Krummernes Jul’), Anette Støvelbæk, Neel Rønholt (‘Ludvig og Julemanden’, ‘Juleønsket’), Christian Tafdrup (‘Den Anden Verden’, ‘Juleønsket’), Mia Lyhne (‘Juleønsket’, ‘Hjælp, det er jul!’), Lars Knutzon (‘Nissebanden’, ‘Alletiders Nisse’, ‘Jul På Kronborg’, ‘Tidsrejsen’) og Paw Henriksen (‘Jul I Valhal’, ‘Tidsrejsen’). Tinka spilles af Josephine Højbjerg, som du måske kender fra ‘Pendlerkids’. Julekalenderen er lavet af Cosmo Film, og dem kender vi allerede fra ‘Jesus og Josefine’, ‘Jul i Valhal’ og ‘Juleønsket’.

Noget kunne tyde på, at vi virkelig har noget at glæde os til. Vi har faktisk ikke set nisser i en nyproduceret julekalender siden 2013 i ‘Tvillingerne og Julemanden’, og her spillede de på ingen måde hovedrollen. Det bliver godt nok spændende at se, om TV2 kan give os den JULEkalender, som vi har hungret efter i et par år.

Jeg ønsker dig en glædelig fredelig jul

– Juleekspert Daniel Røde

Forrige Indlæg Næste Indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar