Julekalender

Anmeldelse af ‘Tinkas Juleeventyr’

Det virker også som om, at TV2 har fundet en god julekalenderopskrift, som skulle de bage brunkager til hele familien. Det smager af eventyr, julemagi og så er nisserne er for alvor tilbage i julekalenderuniverset, og hvor har de dog været savnet.

Jeg har på nuværende tidspunkt set de 4 første afsnit af TV2 julekalender, ‘Tinkas Juleventyr’, og jeg er tryllebundet. Det virker også som om, at TV2 har fundet en god julekalenderopskrift, som skulle de bage brunkager til hele familien.

Først er TV2 startet med det gode manus. Christian Gamst Miller-Harris og Flemming Klem står bag historien, og disse to herrer kan deres kram. Christian Gamst Miller-Harris  har bl.a. skrevet flere episoder af DR succesen ‘Bedrag’ og TV2 serien ‘Dicte’. Flemming Klem er velkendt i julekalenderregi, og har før haft en finger med i manuskriptet i forbindelse med ‘Juleønsket’ og ‘Jul i Valhal’. Christian og Flemming har formået har fange mig som seer, og jeg venter spændt på, hvordan eventyret skal udvikle sig. Man kan dog sige, at der ikke er noget nyt under solen. Selve historien har vi set hundrede gange før i en julekalender. Ultra kort fortalt: To børn/teenagere rejser mellem to verdener, kommer i problemer og skal redde julen/verden. Denne historie kan fortælles på en rigtig måde, som Tinka er godt i gang med i år, men den kan også fortælles på en forkert måde, og det illustrerede DR1 i ‘Den Anden Verden’ sidste år. Kritikere vil måske mene, at historien i ‘Tinkas Juleeventyr’ smager meget af ‘Jul i Valhal’, men så alligevel ikke. I årets kalender handler det om nisser, og ikke nordiske guder. Derudover er hovedrollerne besat af teenagere og ikke børn.

Godt nok har jeg kun set de fire første afsnit, men jeg fornemmet, at ‘Tinkas Juleeventyr’ er på vej i den rigtige retning.

Den næste ingrediens er skuespillerne. ‘Tinkas Juleeventyr’ er spækket med garvede julekalenderkræfter: Ellen Hillingsø (‘Absalons Hemmelighed’, ‘Pagten’, ‘Gufol Mysteriet’), Birthe Neumann (‘Julestjerner’, ‘Alletiders Jul’, ‘Alletiders Nisse’, ‘Krummernes Jul’), Anette Støvelbæk, Neel Rønholt (‘Ludvig og Julemanden’, ‘Juleønsket’), Christian Tafdrup (‘Den Anden Verden’, ‘Juleønsket’), Mia Lyhne (‘Juleønsket’, ‘Hjælp, det er jul!’), Lars Knutzon (‘Nissebanden’, ‘Alletiders Nisse’, ‘Jul På Kronborg’, ‘Tidsrejsen’) og Paw Henriksen (‘Jul I Valhal’, ‘Tidsrejsen’). Tinka spilles af Josephine Højbjerg, som du måske kender fra ‘Pendlerkids’.

Jeg må i sær fremhæve Lars Knutzon, som jeg er helt vild med, men det er primært fordi, at han er et hyggeligt gemyt, og han bringer en masse varme til kalenderen. Birthe Neumann er altid god, og som vores allesammens bedstemor, kan man kun elske hende. Mia Lyhne spiller Mia Lyhne med hendes klassiske fjogede skuespil, og det fungerer bare.  Josephine Højbjerg (Tinkas) og Albert Harson (Lasse), som spiller de to hovedpersoner fra hver deres verden gør det også ok, men jeg har ikke set nok af julekalenderen til at kunne vurdere dem ordentligt endnu. Der er lige en enkelt, som jeg finder en kende utroværdig, og det er Martin Bo Lindsten, som spiller Lasses far. Han virker en anelse stiv i hans skuespil, og han måtte gerne løsne lidt op. Jeg har det også lidt svært med, at Ellen Hillingsø, som en anden pirat, skal have en klap for øjet. Det ser ikke for heldigt ud, men jeg går ud fra, at der knytter sig en historie til, som vi får på et senere tidspunkt. Christian Tafdrup gør det også godt som julekalenderes bad-guy, men kan skal passe på med at overspille.

Den tredje ingrediens er produktionsteamet bag julekalenderen. Cosmo Film har produceret ‘Tinkas Juleeventyr’, og dem kender vi allerede fra ‘Jesus og Josefine’, ‘Jul i Valhal’ og ‘Juleønsket’. Cosmo Film gang på gang vist, at de ved, hvad det kræver at lave en god julekalender. Jeg er vild med julekalenderens udseende, både i den nissernes verden og i menneskes verden. Der er måske brugt lige vel rigeligt CGI i nissernes verden, men det er rigtig flot lavet, så det er til at se ud over. Der er heldigvis sket meget siden de grønne baggrunde fra Pyrus-tiden.

Den sidste og vigtigste ingrediens er jul, og den er der heldigvis rigeligt af. Julen behøver ikke at optræde i form af nisser eller julemanden, men der skal bare være julestemning i en julekalender, og det kan der være i mange forskellige ting. Nissernes verden virker dog ikke så julet, men det er der en grund til. Grunden påtales i kalenderes intro. Her fortælles det, at det er menneskenes skyld, at nisserne har mistet deres magiske evne til at lave sne, og må leve i evigt forår, og det er derfor, at nisserne ikke kan udstå menneskene. Hvis du vil vide, hvorfor at nissernes har mistet deres magiske evner, så vil jeg anbefale sig at se med hver aften på TV2 kl. 20:00.

Jeg ønsker dig en glædelig fredelig jul

– Juleekspert Daniel Røde

Forrige Indlæg Næste Indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar